Dr Lee m.fl

Nu har forskellige i Danmark hørt lidt om vores skavanker hernede, så inden rygterne går videre, og nogen kunne blive bekymrede, kommer her den sandfærdige og uredigerede historie om lidt sygdom hernede-

 

Mille havde dårlig mave de to sidste dage i Cheranting, og Sanne var vist også lidt ramt. Dér, hvor vi boede i Cheranting, var maden så dyr og dårlig, at vi til næsten alle måltider spiste på sjove gadekøkkener i dette temmeligt uudviklede område af Malaysia. Derfor blev vi selvfølgeligt en anelse bekymret, da Mille kastede op. Men det blev aldrig rigtigt slemt og efter godt et døgn var Mille frisk og kæk som sædvanligt.

 

Vi blev en ekstra dag i Cheranting, og vi har derfor kun en enkelt dag på vejen til øerne Pulau Perhentian. Vi var på vej mod et sted ved stranden, men ved en pludselig indskydelse valgte vi i stedet at stoppe i regionshovedstaden Kuala Terranganu. Så her overnatter vi to gange inden vi tager til Perhentian.

 

I går morges, da vi kørte fra Cheranting, syntes vi, at Mercedes var lidt varm, og om aftenen holdt vi op med at grine af, at hun sagde sådan nogle sjove hostelyde, der lyder lidt som om, at hun griner. Hun virkede frisk, men vi havde ikke lyst til at tage hende til et par isolerede øer, hvis hun måske skulle fejle noget.

 

På hotellet fik vi adressen på en læge, Dr Lee, som Ole tog Mercedes ned til. Der sad måske 30 mennesker i kø i et temmeligt faldefærdigt lokale med mærkelige plakater på væggene for særegne behandlingstilbud. Han havde et baglokale med røngtenfotografering, hvilket vist var hans speciale.

 

Han er en meget stor kinesisk mand på ihvertfald 60 år og ikke særligt charmerende. Han skældte mig ud i 10 minutter for overhovedet at være taget til troperne med så små børn. Jeg fik sgu dårlig samvittighed og forsøgte mig med, at vores egen læge og Seruminstituttet havde sagt OK. Hertil svarede han, at de var inkompentente og uudannede. Han selv var uddannet i Australien for 35 år siden, så han vidste nok, hvad han talte om, og vi kunne roligt henvise dem til Dr Lee i Terenganu.

 

Jeg stolede på Dr Lee, og (næsten) også på hans råd om, at vi skulle give Mercedes de 3 typer medicin han udskrev, og derefter tage direkte hjem. Men desværre kammede det over for Dr Lee, da han så forklarede, at hun havde betændelse et ikke nærmere bestemt sted i brystet, som han ganske vist ikke kunne høre eller se, og årsagen til sygdommen var, at hun blev udsat for stråling i flyet, der nedbryder vores imunforsvar, og hvor der i øvrigt var meget store chancer for at blive smittet med AIDS og meget andet.

 

Jeg trak hjem med klapvognen kl 10 aftenen, en sæk medicin og en plan om at Skype til vagtlægen i dk. Undervejs kom jeg forbi en stor flok kvinder med deres børn, der som sædvanligt var meget interesserede i børnene. Jeg hastede forbi, men så alligevel i øjenkrogen, at der stod Klenak på et stort skilt. Det samme, som der stod ud for Dr Lee's klinik.

 

Så jeg spurgte dem, om der var en læge derinde, og det viste sig at være en flink og troværdig indisk læge, der kiggede på den sovende Mercedes, tog hendes temperatur, der nu var 37,0, spurgte lidt til hende, og konkluderede, at hun ikke fejlede andet end hvad alle små rager til sig, og vi blot skulle holde øje med hendes temperatur, mens vi er ude på øerne.

 

Det eneste han reklamerede med, var gratis vaccination for ansatte i ExxonMobile og behandling af stofmisbrug. Modsat Dr Lee ville han gerne fortælle, hvad han byggede sine konklusioner på. Så vi vælger at stole på ham og ikke Dr Lee. Jeg fik også en lang og beroligende snak om, den aktuelle situation på tropesygdomme, der trods alt florerer hernede.

 

Nu tager vi til Perhentian i morgen med en stor sæk uåbnet medicin og Mercedes, der er frisk som altid.

 

Men bortset fra det, har vi ikke fejlet noget. Nå jo, Frederik har haft en lille ting med maven et par dage, men ikke noget alvorligt.